At lære ny mad at kende er en stor opgave for børn, specielt når der sker 117 andre ting, som skal læres på en gang.
Når en ny ret eller råvare smages for første gang, forholder børn sig både til smag, konsistens, lugt og følelsen, når de rør ved det, og får det i munden.
De smage som ikke er velkendte for børn, skal de smage 12-16 gange. Det kræver derfor også tålmodighed fra os voksne, da det kan tage lang tid, før eksempelvis rå squash som snackgrønt bliver et hit.
Jo flere steder og jo flere gange et barn smager nye ting, jo nemmere er det for barnet at lære disse retter og råvarer at kende.
Tips:
- Ved måltiderne kan du lægge squash (eller noget andet som barnet endnu ikke har vænnet sig til) på en tallerken sammen med nogle andre grøntsager, som dit barn godt kan lide.
- Stil gerne en skål på bordet med det nye, så det hele tiden er tilgængeligt for barnet.
- Vi voksne er rollemodeller – spis selv rigeligt af det, som dit barn skal lære at spise. Det er vigtigt, at børn kan se, at de voksne også kan lide maden. Når de oplever, at andre har glæde ved at spise en bestemt madvare eller ret, så bliver maden automatisk mere tryg for dem.