Hos Cheval Blanc Kantiner tror vi på, at hvis børn får nogle gode oplevelser med grøn og sund mad tidligt i livet, så bliver det også helt naturligt at spise sundt, godt og grønt, op gennem hele livet. Derfor har vi med Foodsource skabt et tilgængeligt og attraktivt frokosttilbud til børnehaver og vuggestuer, så de har mulighed for at give børnene en god og sund frokostpause – hver dag.
Der ses desværre en stigning i overvægt, ikke bare hos voksne, men også hos børn og unge. Skal den kurve knækkes, så er en tidlig indsats et værdifuldt værktøj.
Sunde madvaner etableres tidligt i livet
Flere undersøgelser peger nemlig på, at hvis vi spiser grøntsager tidligt i børnelivet, så har det en direkte sammenhæng med vores sundhed og spisevaner i voksenlivet.
”Vi vil gerne hjælpe danske børn med at spise mere grønt, og derfor har vi med Foodsource fokus på at skabe nogle positive frokoststunder for børnene med sund mad. Spisevaner er noget, vi tillæres tidligt i livet, og hvis vi giver børnene nogle gode oplevelser med sund mad og mere af det grønne, så kan vi måske også være med til at give dem sunde spisevaner som unge og voksne – og derigennem også være med til at nedsætte risiko for overvægt senere i livet,” fortæller Gry Bondebjerg, kundechef hos Foodsource.
Frokosten skal være en god oplevelse
Frokost er et af de vigtigste måltider i løbet af barnets dag, og her er også en oplagt mulighed for at skabe nogle rammer, hvor barnet kan få nogle gode og positive oplevelser omkring maden sammen med andre børn. Børn er nemlig meget observante på deres omgivelser ift., hvordan de forholder sig til nye smage. Det handler både om, hvordan de voksne omkring bordet går til måltidet, men når børn ser andre børn smage på maden og spise med stort velbehag, så er der større sandsynlighed for, at de også selv har mod på at smage på noget af det, de ellers ikke plejer at sætte tænderne i. Derfor ser Foodsource også deres opgave i et større perspektiv, forklarer Gry Bondebjerg:
”Når vi laver mad til børn, handler det ikke kun om, at de skal spise sundt. Vi har også et ønske om at stimulere og udvikle børnenes sanser og smag, samt skabe nogle optimale rammer, hvor de kan gå på opdagelse og være undersøgende. Vi oplever, at hvis børn løbende introduceres til nye retter og grønt på nye måder, så sker der langsomt en tilvænning, som gør dem mere nysgerrige på nye smage og det grønne køkken.”
Børn skal ofte smage på en ny smag 12-16 gange, før de er trygge ved den. Der er altså ingen grund til at skippe blomkålssuppen bare, fordi den ikke er et hit i første forsøg. Hvis vi derimod sørger for, at barnet møder de grønne og sunde retter flere gange, og gerne i fællesskab med andre børn, som tilfældet jo er med frokosten i institutionen, ja, så er der en stor sandsynlighed for, at blomkålssuppen, som barnet var tilbageholdende overfor første gang, ender med at blive et hit.
Vi spiser den samme mad som børnene
Børn har også fortjent god kvalitet og veltilberedt mad. Det hjælper dem også til at være mere kritiske over for, hvad de spiser senere hen i livet, og være mere positive overfor sund, grøn og nærende mad. Hvis de kun oplever overkogt, slatten og smagløs broccoli, så vil de forståeligt nok have en tendens til at gå uden om broccoli. Hvis de derimod møder den veltilberedt og i forskellige smagsvarianter, så vil de forbinde broccoli med noget andet og mere. Det er også godt for børn at opleve, at en frikadelle ikke kun smager af kødfars. De skal præsenteres for frikadeller lavet af rødbede, squash og bønner, for så oplever de at frikadeller kan smage forskelligt – og de kan også være grønne. Gry Bondebjerg og de andre hos Foodsource er enige om, at børn fortjener en ligeså lækker frokost som de voksne:
”Når vi laver mad til børn, så har vi lige så meget fokus på kvalitet og råvarer, som når vi hos Cheval Blanc Kantiner serverer frokost for voksne gæster. Råvarerne, som vi bruger, er i videst muligt omfang bæredygtige, og al mad tilberedes af kokke. Maden er frisk og lavet fra bunden, og den er faktisk så lækker, at vi selv spiser den samme mad til frokost, som vi serverer for børnene. På den måde kan man også sikre sig, at vi har et dagligt kvalitetstjek på alt, hvad der sendes ud af huset.”